Anmeldelse af PS5
Så er den her endelig; den nye PlayStation 5 – årets vel nok mest ventede produktlancering overhovedet. Den har været lang tid undervejs, da det er mere end 7 år siden, at forgængeren PlayStation 4 kom til verden.
Det kan være farligt at have høje forventninger til nye produkter, da man hurtigt kan blive skuffet. Men alt tyder på, at det ikke er tilfældet med PS5, som virkelig leverer, hvad den skal.
Læs med i vores anmeldelse af den nye konsol her på ps-pris.dk, hvor du bliver klogere på alt det gode såvel som det knap så gode.
Fordele og ulemper ved PlayStation 5
PlayStation 5 er en vellykket konsol, der i den grad er blevet opgraderet i forhold til sin forgænger. Konsollen er fremtidssikret med imponerende teknologi og ikke mindst de mange eksklusive spiltitler. Ligeledes har selve brugerfladen og softwaren i konsollen fået en seriøs overhaling, der gør den hurtigere og nemmere at benytte.
Fordele | Ulemper |
✓ Hidtil uset hastighed og processorkraft i en konsol | ÷ Væsentlig større og mere uhåndterbar end PS4 |
✓ Enkelt, brugervenlig og strømlinet brugerflade | ÷ Knap så hurtig til at loade som den nye Xbox Series X / S |
✓ Mulighed for at spille PS4 spil | ÷ Ikke kompatibel med PS3 spil |
✓ Ny og bedre controller | |
✓ Sort / hvidt design, der passer ind i minimalistiske danske hjem | |
✓ Et utal af underholdende eksklusive spiltitler |
Priser og lagerstatus lige nu (annoncelinks):
Her er alle højdepunkterne ved PS5
Lad os starte med alle de store højdepunkter ved den nye spillekonsol, som virkelig får os helt op at ringe. Der er mange af dem, og det er ikke nødvendigvis, fordi vi har glædet os som små børn til lanceringen, men i højere grad fordi Sony har ramt plet på rigtig mange punkter med PlayStation 5.
Indhold
✓ Lynhurtig indlæsning af spil
Vi nævner i vores opsummerende bedømmelse af PS5 ovenfor, at den nye spillekonsol fra Sony ikke er helt så hurtig til at loade som pendanterne fra Microsoft. Det er dog ikke ensbetydende med, at den nye PlayStation 5 er langsom.
PS5 har nemlig fået sig en helt ny AMD Zen 2 processor med hele 3,5 GHz, samt et grafikkort, der er speciallavet til PlayStation 5 med 10,28 teraflops og 2,23 GHz. Det kan lyde teknisk, men du skal bare vide, at det er meget af den samme teknologi, som nogle af de nyeste og absolut hurtigste computerprocessorer er baseret på.
Kombinerer du ovenstående med en SSD harddisk og 16 GB ram, er du godt på vej til lynhurtige loading, der slår den gamle PlayStation 4 hver eneste gang og med flere længder.
Dertil kan vi nævne, at PlayStation 5 er udstyret med både Wi-Fi 6 og Bluetooth 5.1. Begge er de to nyeste teknologier inden for hvert sit felt, hvilket betyder hurtigere og mere uforstyrrede forbindelser, når der games.
✓ Revolutionerende controller
Det kan måske lyde overraskende, men en af de ting, som virkelig adskiller PlayStation 5 fra den tidligere generation, er den nye DualSense controller. Det skyldes ikke så meget controlleren i sig selv, men mere de funktioner, som den åbner op for.
Det man har gjort er, at man har proppet controlleren med komponenter, der kan give haptisk feedback. Det vil altså sige, at du kan mærke alt, hvad der sker i spillet gennem dine hænder.
Det kan være alt fra vibrationer i varierende styrke, alt efter om du er ved at smadre en væg, eller om det regner på din paraply, til at controllerens triggers bliver tungere eller lettere, afhængig af om du skubber noget tungt eller let i spillet.
Det er svært at forklare med ord – ja, sågar med video. Det falder i kategorien af oplevelser, som man er nødt til at prøve, før man for alvor forstår dem. Men én ting er sikker; det kommer til at ændre på spiloplevelserne, som vi kender dem i dag.
✓ Strømlinet brugerflade
Man har hos Sony brugt meget tid på at forbedre hele brugeroplevelsen.
Derfor har man også lavet en gennemgående overhaling af brugerfladen, der i dag er meget mere enkel og strømlinet at se på, end den tidligere har været. Dertil kommer, at den bliver vist i 4K. Nogle vil mene, at det er en fuldstændig unødvendig detalje, men man har altså gjort det, fordi man kan – og det ser virkelig godt ud.
Alt hvad du ser, når du navigerer rundt i brugerfladen står altså knivskarpt. Men det er ikke det eneste; man har også samlet mange af de informationer, du behøver i et såkaldt kontrolcenter, som du kan tilgå ved at trykke på en enkelt knap.
Desværre er der ikke mulighed for at organisere sit skrivebord på PlayStation 5 i samme grad, som man kunne på PlayStation 4. Det vil altså sige ingen mapper og kun få udvalgte spil, der bliver vist på forsiden. Det er småting – især hvis man ikke brugte det på sin gamle konsol, men det er værd at nævne.
✓ Lavt støjniveau og effektiv køling
Den nye PlayStation 5 er naturligvis stor - for at kunne rumme al den nye og mere kraftfulde teknologi.
Men den er også stor for at kunne rumme et effektivt kølingssystem. For hvis de gamle PlayStations havde et problem, så var det deres kølesystemer. De blev både varme, og så larmede de som et fly, der var ved at lette.
Det har man rettet op på med Sony PlayStation 5, og vi er glade for at kunne rapportere, at den er uhyggelig stille. Selv når du giver den gas med nogle af de mest grafisk tunge spil, kan du nærmest ikke høre, at konsollen arbejder.
Det er en af de ting, som man hurtigt kan komme til at glemme at sætte pris på. Men man bemærker det lynhurtigt, hvis først den begynder at larme. Så kæmpe thumbs up for effektiv køling og lavt støjniveau.
✓ Bagudkompatibel med alle dine favoritspil fra PS4
Konsolspil er dyre – og det har de altid været.
Derfor kan det være dyrt, hvis man gerne vil købe sine favoritspil på ny, når man køber en ny konsol. Men ikke i denne omgang; PlayStation 5 er nemlig bagudkompatibel med PS4 spil.
Det vil sige, at du blot kan installere dine gamle PS4 spil på din helt nye PlayStation 5 og spille som du plejer. Det er en fantastisk feature, og den fungerer ubesværet. Dine gamle spil ligger nemlig i samme bibliotek som dine nye, og du skal ikke gøre noget, når du skifter mellem nye og gamle spil. Du kan dermed spille både fysiske og digitale PS4 spil på din nye konsol.
✓ Yderst cool design
I mange år – ja, nærmest siden PlayStation 2 – har Sony brugt sort som den primære farve på deres spillekonsoller. Det er der som sådan ikke noget i vejen med, men hvis man kombinerer det med den meget klodsede stil, de har haft henover årene, så har en PlayStation bare fyldt meget rent visuelt.
Men med det nye og fuldstændig anderledes design på PlayStation 5, er det vores klare vurdering, at konsollen bliver populær i flere hjem. Både på grund af selve designet, men især også fordi, at hvid nu er den dominerende farve.
Måden, hvorpå Sony har ført det, i vores optik, cool design videre til alt tilbehøret er også med til at gøre det hele lidt mere gennemført.
✓ Findes i to udgaver (Standard og Digital Edition)
PlayStation 5 kan købes i to forskellige udgaver; Standard og Digital Edition.
Forskellen på disse er, at den ene kommer med diskdrev, og den anden gør ikke. Prisforskellen ligger i et leje omkring 800 kroner til den digitale udgaves fordel.
Nogle vil måske mene, at det kan være spild at producere to forskellige PlayStation 5 udgaver. Men vi er af den opfattelse, at det faktisk er en god idé. Der er bare nogle mennesker, der aldrig skal i nærheden af en fysisk disk og et diskdrev igen, og så er der andre, der helst vil undgå, at det hele ligger digitalt.
Begge dele har sine fordele og ulemper, og det er da en klar smagssag. Derfor er det fint, at Sony giver deres kunder muligheden for at vælge.
✓ Oplev spil i 4K opløsning og med 60 billeder i sekundet
Som vi allerede har nævnt tidligere i vores PlayStation 5 test, så leverer den nye PS5 bare meget mere, end vi hidtil har oplevet inden for spillekonsoller. Det betyder, at du nu kan spille dine spil i 4K opløsning – hvis altså du har et 4K TV.
Men det stopper ikke der. Konsollerne har nemlig altid været bagud på deres frames per second – altså hvor mange billeder, der vises i sekundet – i forhold til computere. Og det er de til dels stadigvæk, men at man nu kan game med 60 fps kommer til at gøre en gigantisk forskel i forhold til spiloplevelsen på PlayStation 5.
Hvilke svage sider har PS5?
Det er naturligvis ikke alt sammen guld og grønne skove, for vi må nok erkende her i vores anmeldelse af PS5, at den nye konsol også har nogle svage sider.
Dette kommer vi meget mere ind på nedenfor.
÷ Mindre lagerkapacitet end Xbox Series X
PlayStation 5 er udstyret med en 825 GB SSD harddisk, hvilket er mindre end i Xbox Series X.
Harddisken kommer med PlayStation 5’s styresystem installeret, hvorfor du kun kommer til at have ca. 667,2 GB til overs til at installere spil på.
Det er fint for mange, men i takt med at spil bliver større og tungere, vil du sandsynligvis opleve, at du skal afinstallere nogle spil for at kunne installere andre. Det er super ærgerligt, men der er gode nyheder. For det er nemlig relativt enkelt at udskifte harddisken i PlayStation 5, hvilket ikke er tilfældet i Xbox Series X.
Du kan derfor sagtens opgradere til en større harddisk, hvis det bliver et problem med pladsen. Det er rart at man har muligheden, men det er naturligvis heller ikke billigt at købe en ny og større SSD harddisk.
÷ Konsollen er en anelse stor
Størrelsen på PlayStation 5 er lige til den store side. Det kan desværre gøre det en anelse besværligt at finde plads til den i dit hjem, for hvor placerer man lige sådan et monstrum?
Helt konkret måler den 39 cm. x 26 cm. x 10,4 cm., hvis du køber udgaven med diskdrev. PlayStation 5 Digital Edition er en anelse mindre, men ikke nok til, at det størrelsesmæssigt kommer til at gøre den store forskel.
Det er ærgerligt, fordi mange rent faktisk vil komme til at opleve problemer med at finde plads til konsollen under fjernsynet.
÷ Ikke bagudkompatibel med PS3 spil
PlayStation 5 er ikke bagudkompatibel med PlayStation 3 spil, så hvis du har en masse guldgruber liggende fra din PS3, vil du altså ikke kunne komme til at spille dem på den nye PS5.
I forbindelse med vores PS5 test her, har vi snakket lidt om det her med, hvor langt tilbage en konsol skal understøtte spil. Og den generelle holdning her på redaktionen er, at det er okay at holde sig til at gå én generation tilbage.
For jo længere bagudkompatibel en ny konsol skal være, desto flere udfordringer og øgede udviklingsomkostninger vil det også have for de nye konsoller. Man skal tænke på, at de gamle spil er programmeret til en helt anden platform og et helt andet system – og det er ikke altid bare lige sådan, at man får dem til at passe til den nye konsol.
Konklusion: Er PlayStation 5 pengene værd?
Det er vores klare konklusion, at PlayStation 5 ér alle pengene værd.
Her får man en utrolig vellykket spillekonsol, der baner vejen for fede spiloplevelse i fremtiden. Det er en seriøs opgradering i forhold til sin forgænger på en lang række punkter, og teknologien er imponerende.
På trods af, at PS5 ikke er helt så hurtig som den nye Xbox Series X, har den en lang række andre ting, der alligevel gør, at Sony – i vores optik – er et skridt foran deres amerikanske konkurrent.
Det skyldes blandt andet den imponerende nye DualSense controller, den redesignede brugerflade, den ubesværede bagudkompabilitet med PS4 spil og naturligvis den nye hardware.
Hvad mener de store medier om PS5?
Vi er naturligvis ikke de eneste, der har en holdning til PS5.
Som en af de mest ventede produktlanceringer i år, er der efterhånden mange store medier, der også har givet deres besyv med i form af PS5 anmeldelser.
Det store internationale teknologimedie TechRadar giver 4,5 ud af 5 stjerner til PlayStation 5 i deres anmeldelse. De roser den for 4K opløsning, den revolutionerende DualSense Controller, hurtigere loadingtider og en lang række andre ting, som vi også har nævnt her i vores anmeldelse.
Kigger vi mod Trusted Reviews, finder vi endnu en PS5 test, der slutter med 4,5 ud af 5 stjerner. Også her er der fokus på den nye hardware, de hurtige loadingtider og DualSense controlleren. Dertil er de godt tilfredse med det nye brugerinterface samt det enkle skift mellem PS4 og PS5 spil.
Der er altså generel enighed om, at PlayStation 5 er en særdeles vellykket ny spillekonsol, der absolut er pengene værd.
Unboxing af PS5 - Det indeholder boksen
Der er få ting, der er så tilfredsstillende, som når man endelig modtager boksen med sit nyeste køb. Og måske især, når der er tale om ny teknologi.
Og du kan godt glæde dig til at modtage den meget store boks, som PlayStation 5 kommer i.
Den indeholder følgende:
- PlayStation 5 konsollen
- DualSense Controller
- PlayStation 5 dock (opladerstation)
- Strømkabel
- HDMI kabel
- Instruktioner
Kan du ikke vente på, at du modtager konsollen? Så er der heldigvis en række Youtubere, der har sørget for, at du kan få dine lyster stillet allerede nu. De har nemlig filmet deres unboxing af PS5. En af disse youtubere er Marques Brownlee (MKBHD), og du kan se hans unboxing herunder:
Rettigheder: Marques Brownlee
Om PS-PRIS.dk
PS-PRIS.dk er en informations- og prissammenligningsside med fokus på den kommende PlayStation 5 - forkortet PS5. Du vil også kunne læse anmeldelser af PS3, PS4 og andre enheder fra Sony.
Kontaktoplysninger
PS-PRIS.dk
Toldboden 3, 8800 Viborg
CVR: 41612479
kontakt@ps-pris.dk
Vigtige links
PS-PRIS.dk © 2023 - Alle rettigheder forbeholdes
PS-PRIS.dk er en uafhængig kommerciel hjemmeside, som ikke er ejet eller på anden måde drevet af Sony Corporation.